FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan kommer jeg i gang? 
- Vi optager nye elever på MMA-Basis og Conditioning i starten af hver måned. Mød op i god tid før træningen (15-20 min. før) og spørg efter træneren. Så vil han vise dig hvor du kan klæde om, kort fortælle dig om hvad der skal ske samt svare på eventuelle spørgsmål. Den første måned er din prøveperiode, så hvis du efter denne måned beslutter dig for ikke at melde dig ind skal du ikke betale for dem
Hvor ligger FighterZone.dk?
- Vi er lokaliseret i Roskilde Brydeklub (AIR) som ligger 150 m fra Roskilde station, på plænerne bag Roskildes (nye) rådhus. Adressen er:


FighterZone.dk
v. Roskilde Brydeklub
Eriksvej 21
4000 Roskilde
Denmark

Klik her for kort.


Jeg vil gerne starte til MMA, men jeg er ikke særlig stærk. Får jeg bank? 
- Alle skal starte et sted og alle har forskellige mål med træningen. Hos os bliver man ikke tvunget til at kæmpe med hårdere kontakt end man har lyst til. Man bliver presset til at arbejde under træning, men vi ønsker ikke at det bliver en ubehagelig oplevelse. Mange tror at de vil blive "kastet for løverne" når de starter til MMA, men det er en misforståelse. Sparring (træning hvor man kæmper med de teknikker man har lært) foregår altid med laveste fællesnævner. En øvet elev vil derfor hjælpe den nye til at få noget ud af træningen, ved f.eks. at skrue ned for kontaktgrad og intensitet. Vores elever er skolet i at tage hensyn til hinanden - det er sådan vi skaber en god atmosfære og et optimalt læringsmiljø. Hos os er der plads til alle, store som små, drenge som piger.
Er det en god ide at vente med at starte til jeg er blevet god til en masse forskellig kampsport?
- Nej. Tvært imod. Hvis du vil lave MMA, så er det MMA du skal træne. Hvis du vil lave karate, så er det karate du skal træne. Der er masser af ligheder imellem de forskellige typer kampsport, men tiden er bedst givet ud ved at træne nøjagtig det som man ønsker at blive god til.
Hvad skal jeg tage med og hvilket tøj skal jeg have på til træning? 
- Du skal huske: Drikkedunk, tætsiddende t-shirt og shorts uden nitter/bæltestropper osv. Husk også håndklæde og shampo hvis du bader i klubben. Vi træner MMA i bare fødder på brydemåtten. Conditioning: Husk kondisko om sommeren, da vi træner udendørs når vejret er til det. 
Skal jeg købe noget udstyr på forhånd? 
- Handsker, benskinner og anden beskyttelse er smartest at købe gennem FighterZone.dk, da størstedelen af udstyret på markedet ikke møder vores krav til sikkerheden. Mens man er på prøveperiode (den første måned) får man stillet lånehandsker og låneskinner til rådighed - her efter forventes det at man som minimum investerer i et par MMA sparringshandsker og benskinner. Tandbeskytter og skridtbeskytter kan købes på forhånd i en hvilken som helst sportsbutik eller købes gennem FighterZone.dk.
Hvilke hold kan jeg som ny træne på?
- Du kan træne på "MMA Basis" og på "Conditioning". Vi har en række krav du skal opfylde (mentalt, fysisk og teknisk) for at kunne træne med på "MMA Avanceret".  Du kan også frit træne brydning hos Roskilde Brydeklub (AIR), samt tage med ud til fællestræninger i andre klubber når der arrangeres træning ud af huset (nogle ture vil dog være begrænset til øvede elever). Se vores træningstider her.
Hvor længe går der før jeg er god til MMA? Hvornår kan jeg træne med de øvede?
- De fleste vil, hvis de passer deres træning og yder en indsats hver gang, kunne mærke en tydelig fremgang allerede efter et par måneder. Man begynder at bevæge sig flydende, man hiver ikke længere efter vejret og man begynder at kunne bruge sine teknikker instinktivt når vi sparrer. Man kan altid blive bedre, så det er svært at sige hvornår man er god. Din træner vil vurdere hvornår du er klar til at træne på øvet hold. Dette vil han gøre ud fra om du (mentalt) er fokuseret og prøver på at lære, er en god træningspartner osv. samt om du (fysisk) er i stand til at give den gas hele træningen og yder en ekstra indsats hver gang og om du (teknisk) er i stand til at udføre de teknikker vi træner i teori og praksis. Et godt råd: Det er fint at have langsigtede mål, men de nåes som regel bedst ved at fokusere på det sted man er lige nu.
Forventes det at man tager til stævner og kæmper?
- Nej, det er op til dig. Nogle synes det er spændende at kæmpe - andre vil hellere bare træne. Det er forskelligt fra person til person og det er noget man kun skal gøre hvis man brænder for det. Der er mange forskellige regelsæt man kan kæmpe under. Læs mere om de forskellige regelsæt her. Ud over MMA-relaterede regelsæt har vi også haft elever i kamp i boksning, kick-boxing og k1. 
Hvem underviser?  
- Vores instruktører er veluddannede og erfarne og de vil altid gøre deres bedste for at nye elever skal føle sig velkomne i FighterZone.dk. Tag hellere end gerne en snak med en af vores instruktører før eller efter træning, hvis der er noget du vil vide mere om. Du kan også læse mere om vores instruktører her.
Alle instruktører arbejder ulønnet - alle penge går til klubben (vi er en forening). 
Sæt pris på dem, de gør et fantastisk stykke arbejde!

Forældre i FighterZone.dk
 
Som ungdoms-medlem (u. 18 år) kræves forældreunderskrift for medlemsskab i FighterZone.dk.
Vi vil i den forbindelse opfordre forældre til at besøge os og se hvordan træningen foregår.
Som forældre tilbydes I gratis at benytte husets gode styrketræningsfaciliteter mens Jeres barn træner. I må også gerne se Jeres barn træne, så længe det ikke forstyrer undervisningen.

Vi opfordrer til at støtte op om børnene i forbindelse med sociale arrangementer, stævner og lignende, så de kan opleve glæden ved foreningslivet.

Ekstra fordele hos os 

Hvis man ønsker det kan alle medlemmer i FighterZone.dk også træne brydning i Roskilde Brydeklub (AIR), som er en af Danmarks ældste brydeklubber, med mange års tradition for ungdomstræning. Vi har et tæt samarbejde med Roskilde Brydeklub (AIR), da vi som underafdeling af brydeklubben deler de gode faciliteter.
Vi er medlem af ShootersMMA Fight-Team, hvilket betyder at man som medlem hos FighterZone.dk kan træne gratis med i alle Shooters MMA fight-team klubber verden over.
Vi har mange venskabsklubber som vi arrangerer fællestræninger med.
Som medlem i FighterZone.dk kan du få 25% rabat hos N-sport.dk som udbyder sportsmassage og akupunktur - hør mere hos din træner.